Novelle – Melissa

Hun sad alene og eftertænksom i vinduet, da dagen blev til nat. Hun hvilede blidt imod det kolde glas omgivet af støv fra hendes gamle værelse. Hun var udmattet, men ikke udmattet som hver aften. I nat var hun anspændt.

Gaden udenfor var øde; det lille villakvarter var for længst blevet roligt. Børnene var lagt i seng, og en kold stilhed overtog i deres sted. Naboen fra længere nede af gaden var på vej hjem. Hun kunne høre hans hæle banke imod fortorvet i en meget monotom melodi. Melodien ændrede sig, da han nærmede sig indkørslen på sit nye hus. Det var moderne og smukt – bygget som kun en velhavende mand kunne bygge et hus. I døren stod hans kone. Hun vinkede og råbte:

“Jeg er gravid!”

Naboerne, fanget i en glædesrus, omfavnede hinanden, og den excentriske glæde kunne høres til langt ud på natten. De fejrede det. Det var en fest af drømme om fremtiden, men glæden smittede ikke. Hun sad stadigt uforstyrret i vinduet. Blikket gik fra naboen til huset overfor. Der plejede at være en mark der; en mark som børnene legede på. Nu er jorden blevet købt af en rig herre fra byen, og familievillaer er blevet bygget i stedet for. Store villaer. Store kasser hvor familier flytter ind, og alt fantasi, forundring og eventyr forsvinder. Børnene legede ikke mere.  Alle børnene fra gaden plejede at mødes der, selv ham den specielle fra enden af vejen. Hende, hendes brødre, og hendes søstre var altid med. Børnene legede i det høje græs på marken.  Den underlige dreng stod vagt, de kunne ikke rigtigt lide ham, men han følte sig nyttig. De måtte ikke være på marken, så bondemanden jagtede dem altid. Den underlige dreng blev god til at holde øje, og bondemanden nænnede ikke at løfte hånden overfor en særling. Børnene var ligeglade med om han fik tæv eller ej, de ville bare more sig.

Det var længe siden nu, og de var allesammen blevet voksne. Hendes mor havde været død længe. Alting ændrede sig; de fleste var flyttet væk, og nu var tiden kommet til hende. Ligesom de andre, skulle hun flytte fra hendes hjem.

“MIT HJEM!”

Udbrød hun, som var hun blevet overasket af sine egne tanker, og kiggede febrilsk rundt på hendes værelse. Alle de ting; Alle de minder. Hun havde altid holdt sit værelse pænt. Hver tirsdag afstøvede hun, og hver tirsdag undrede hun sig over, hvor alt det støv kom fra. Hun var bange for, at hun ville miste sine ting når hun flyttede – og hvad med hendes minder. Ville de blive hos hende? Hun troede, at dette skulle være hendes hjem for evigt. Hun elskede tingene på hendes værelse, selvom de var underlige. Hun havde en charmerende gammel stige nærmest bygget af patina, og en masse bedagede portrætter. Portrætterne gjorde rummet specielt, men hun havde aldrig fundet ud af hvem lægen på billedet, i hjørnet, over hendes klaver, faktisk var. Hun vidste, at han var en skolekammerat af hendes far, men kendte hverken hans navn eller historien bag billedet. Det tjente ikke noget formål på hendes værelse, men den nydelige ramme havde fundet et sted i hendes hjerte. For hende, betød portrættet ikke noget, men hver gang hendes far gik forbi billedet, hviskede han:

“Han er i udlandet nu”

Tankerne fyldte mere og mere i hendes hoved. Hun havde indvilget i at flytte, i at forlade hendes hjem, men var det den rigtige beslutning? En liste af positiver og negativer invaderede hendes sind, og det var uendeligt svært for hende at få et overblik. I hjemmet havde hun altid haft ly, mad, og alle hendes nærmeste. Alt det nødvendige. Hun arbejdede hårdt i huset, og i familiens forretning. Hvad ville de sige i forretningen når de opdagede, at hun var løbet væk? og så endda med en mand? De ville kalde hende et naivt fjols, måske. Lederen af hendes etage ville være glad; hun havde altid set skævt til hende.

“Frøken, kan De ikke se, at der er kunder der venter?”

“Frøken, har De glemt smilet derhjemme?”

Hun ville bestemt ikke se sig tilbage efter at have forladt forretningen.

Hun ønskede sig et nyt hjem mere end noget andet i hele verden – og så i et nyt vidunderligt nyt land langt væk fra det gamle. Der ville alt ændre sig. Hun ville være gift. Når hun var gift, ville folk behandle hende med mere respekt; ikke mere frøken dit og frøken dat. Hun ville ikke blive behandlet som hendes afdøde mor. Hun ville være langt væk fra sin far. Han ville ikke kunne røre hende. Hun var en voksen kvinde, men hun følte sig aldrig sikker omkring hendes far. Specielt ikke efter han havde drukket. En stemning af usikkerhed og raseri ville falde over huset, så snart han åbnede den første – og han stoppede aldrig før hans ben svigtede ham. Hun vidste, at utrygheden var fundamentet for hendes hjertebanken og hendes anfald. Som barn gik hendes far aldrig efter hende; det var altid hendes storebrødre eller hendes mor, men efter mors død fik hun alt opmærksomheden. Han beskyldte hende for moderens død. Nu var der heller ingen til at beskytte hende. Hendes storebrødre var flyttet for flere år siden. Kun hendes yngste bror var ikke flyttet ud. Han ville gerne, men han nåede det ikke. Ikke før far en dag blev for fuld. Hans minde levede stadig i hende. Han var den smukkeste i familien, og havde altid fået ros og opmærksomhed fra alle i nabolaget. Han var kun 15 da det skete, men han gik en lys fremtid i møde. Ikke ligesom hende. Gravstenen stod stadig i haven, og hun besøgte den hver gang far var ude.

En tåre trillede ned af hendes kind; Det var hårdt at tænke på, men hun følte sig magtesløs. Ingen mængde af kærlighed ville bringe ham tilbage, og hendes bror var tabu i deres lille hjem. Hun havde ingen at snakke med. Alle disse tanker krævede omsorg, men omsorgen i hjemmet var død med hendes mor.

Der var kun hende og hendes to yngre søstre tilbage. De sidste dage før lønningsdagen var altid de hårdeste. Hele hendes løn fra forretningen gik til husstanden – også selvom det ikke var meget. Far sagde, at hun ikke måtte beholde sine penge. Hun ville bare spilde dem på ligegyldigheder; Hun ville spilde dem på mænd. De fleste af fars ord kom fra bunden af en flaske, men han havde ret. Hun havde længe beholdt lidt af lønnen til sig selv, og nu ville hun bruge dem på at løbe væk – med en mand. Det var hende der skulle holde sammen på familien. Far var ikke i stand til noget, og hendes to små søstre skulle sendes i skole og spise. Det var hårdt for hende. Det var et hårdt liv.

Igennem det hårde og mørke kunne hun se lyset langt ude i horisonten. Den havde nærmet sig i længere tid, men havde aldrig været tættere. Det skulle ske i nat. Hun var på vej ud i et nyt liv med ‘Ham’. Han ville vise hende verden fra et nyt perspektiv. En kærlighed som hun aldrig havde oplevet før. En rejse til noget ukendt og noget bedre. Et sandt eventyr. Han var meget sød, barmhjertig, og utroligt åbensindet; kvaliteter der stod hendes far fuldstændigt modsat. Hun elskede ham. De skulle rejse med båden den nat, og hun skulle være hans kone. De skulle bo hos ham i England. Det var en lang tur med båd, men det var det hele værd.

Med et lys i øjnene der sjældent fandt hende på hendes værelse, huskede hun første gang hun mødte ham nede ved engen. Han havde passet hestene. Hun gik forbi engen hver gang hun kom hjem fra skole. Tidligere havde skolen ikke betydet noget for hende- der var for meget at lave derhjemme. Men med ham ved engen, blev det højdepunktet på hendes dag. Et højdepunkt der hver dag blev hævnet, når hun kom hjem til far.

“Hvor har du været! Hvad er det dog huset ligner! Hvor er mine øl!”

Det var den samme tale og de samme prygl hver dag, men det var snart ovre. Det føltes som om hun kun havde kendt ham i et par uger; det hele var gået så hurtigt. Hver dag stod han ved engen og ventede med det samme dumme fantastiske smil. Hans lange hår dækkede hans mørklødede ansigt, men smilet kunne hun altid kende. Hver gang hun tænkte på det, begyndte hendes hjerte at banke. Hvert sekund uden ham føltes forkert; nærmest tomt. Hun ville være sammen med ham altid.

Han plejede at komme forbi forretningen hver aften, og fulgte hende altid sikkert hjem. Engang havde hun taget tidligt fri fra arbejde, og de var taget i biografen. De havde ikke råd til de dyre biletter, så de sad helt oppe bagved. Hun elskede det; de sad i mørket og hun kunne høre ham synge med på alle melodierne. Når hun lukkede øjnene kunne hun stadig høre det. Hun kunne forsvinde i hans blide stemme. Han havde så mange historier omkring England og det liv han skulle tilbage til derovre. Hun havde aldrig forladt hendes hjemby, og lyttede intenst hver gang han snakkede om hans udenlandske eventyr. De havde ses så meget, at hendes far fandt ud af det. Far havde forbudt hende nogensinde at se ham igen:

“Jeg kender englændere. De er forfærdelige. Ham vil jeg aldrig se igen”

Sidste gang han havde fulgt hende hjem, havde far kommet løbende imod dem med en skarp kniv. Det var skræmmende, men fuld som far var, skete der ikke noget. Den seneste tid havde de ses i skjul. Det var blevet endnu mere romantisk. Hun sneg sig ud i ly af mørket, og de mødtes på engen under månen. Det var fantastisk. Han kendte navnene på stjernerne og lovede, at hun en dag ville se alt det smukke ved himlen, som han har set. Hun glædede sig til at blive en del af hans liv.

Natten var på sit højeste på gaden, og stemningen på værelset blev mere og mere dyster. Hun sad stadig op af vinduet og stirrede blank ud i mørket. I hendes skød lå et brev.

“TIL FAR”

Fars liv var heller ikke let. Far havde mange problemer; I takt med at far blev ældre, var der kortere til flaskerne. Den sidste tid havde han fået en forfærdelig hoste. Far ville ikke nærme sig en læge, og kunne efterhånden ikke nærme sig andet end sin stol i stuen. Altid med en kasse øl. Når hun kom hjem var hun nærmest usynlig for ham, men han vidste altid hvor hun var. Han ignorerede alle hendes ønsker og drømme, men hun vidste at far ville savne hende.

Far havde også sine gode dage. De var sjældne og blev sjældnere, men hun husker en aften, hun havde været syg. Far havde fortalt hende historier og lavet aftensmad til hende. Det var havregryn, men far vidste jo ikke bedre. Det had hun havde for far dengang mor døde, var med tiden blevet til noget andet. Hun havde ondt af ham, og kunne ikke kende den mand han engang var. Far var en helt anden dengang mor var levende. Hun huskede engang hendes forældre havde arrangeret en tur til stranden. Far havde taget mors badedragt på for at more hele familien. Det virkede og de havde grinet af det mange gange siden. De glade stunder var længe siden, men i hendes sind, stod de ligeså klart som stjernerne på himlen. Hun ville tilbage til det gamle. Hun ville væk.

Tiden gik og hendes store øjeblik nærmede sig med hast, men hun sad fortsat ved vinduet på hendes værelse. Det var stadig koldt, og der lå et tykt lag støv i hele rummet. Det føltes som om støvet på hendes værelse havde tidoblet siden starten på aftenen. Det var ikke som hun huskede det. Hun havde ikke afstøvet i flere uger, fordi hun listede sig ud hver aften. Var støvet et tegn på at det aldrig ville blive det samme?

Vinden begyndte at tage til. Måden huset knirkede og skreg i vinden mindede hende om den aften hendes bror døde. Det larmede og bragede i det lille hus, og hendes indre uro gjorde hende endnu mere utryg. På hendes mors dødsleje havde hun lovet at passe på huset og hendes far – så længe hun kunne. Ville hendes mor lade hende rejse? Hendes mor døde efter længere tids sygdom på hospitalet. Hun kunne huske hendes far i værelset udenfor stuen hvor hendes mor døde:

“Uduelige læge, så red hende dog! I forbandede udlændinge kan da heller ikke finde ud af noget!”

Hendes mor havde været rolig længe, men den sidste dag, var en af smerte. For enden af et langt lykkeligt liv, vil der altid være smerte. Smerten som mor følte på den sidste dag, spredte sig som en sygdom i familien. Den begravede sig dybt i hjertet hos både far og hende; Far tog det hårdest. Far har været forfærdelig imod hende siden. Hun måtte væk så hurtigt som muligt.

Panisk rejste hun sig fra sengen og tabte brevet på gulvet. Hun måtte væk. Nu. Hendes liv var forfærdeligt. Et nyt liv i England ville redde hende. Han ville redde hende. Han ville give hende et nyt liv, et nyt hjem, og kærlighed. Hun ville blot leve et ordentligt liv, hvorfor skulle hun ikke have lov til det? Han ville give hende alt og omfavne hende. Han ville redde hende.

Hun mødte ham ved båden midt i en enorm gruppe af mennesker. Der var hundredevis af mennesker, men med ham i hånden, var det som om de var alene. Båden sejlede kun én gang hver anden måned, så den var altid fyldt. Vinden havde taget til siden hun forlod hjemmet, og larmen fra vejret havde skabt forvirring. En sø af mennesker og baggage var svær at navigere for hende. Han blev væk fra hende i mængden. Han var gået i forvejen med deres biletter for at sikre sig, at de kom med, og hun kunne høre ham råbe:

“Hvor er du? Vi har fået en plads”

Hun svarede ikke. Hendes blege ansigt, kun gjort blegere af forvirrende tanker omkring hendes mor, og det hjem hun var ved at forlade, lyste op i mængden. Igennem larmen fra alle menneskerne kunne hun høre bølgerne bruse. Det var sent, og en tåge havde lagt sig over den lille havn. Hendes sind kunne ikke holde til det. Alle lydene blev forstærket af hendes indre uro, og alle indtrykkene overrumplede hende.

Endelig. Endelig fandt hun ro; hun så hans ansigt i orkanen af mennesker og lyde. Han stod ved rælingen på skibet, og rakte sin hånd imod hende. Vejen til hendes nye liv var lige foran hende, hvordan kunne hun sige nej til det? Tanken gjorde hende mere urolig; var hun ved at vende det hele på hovedet? Ud af ingenting føltes hendes hjerte uendeligt tungt; hun kunne mærke ham kalde på hende:

“Melissa!”

Bølgerne bruste med en magt kun overgået af hendes indre dæmoner. Hendes hjerte kaldte hende til ham, men noget andet kaldte hende hjem. Frygten overkom hende, hvad skulle der ske? Han ville drukne hende. Ikke i vandet, men i nye indtryk. Hvad nu hvis det liv han lovede ikke var bedre end det hun havde nu? Hun skulle ikke ud til ham. Hun ville ikke forlade land. Hun ville ikke forlade hjem.

“MELISSA!”

Hendes hjerte ville til England, men der var ikke en del af hendes krop der fulgte med. Panikken bredte sig i hende, og hendes krop blev følelsesløs. En panik og et mareridt der føltes uendeligt, blev afbrudt af et sidste råb fra skibet. Fra ham.

“MELIS—!”

Det var det sidste hun nåede at høre, før skibet overdøvede ham, og drog bort. Det eneste hun kunne mønstre var et blank ansigt. Passivt, som et hjælpeløst dyr, stirrede hun imod skibet. Hun var ødelagt.

Ligbleg i ansigtet kunne hun ses på havnen. Hendes ansigt var uden tegn på kærlighed, uden beklagelse og uden liv. Hun skulle hjem.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s